Følelser
Hypnoseterapi er en rigtig god terapiform til at komme i kontakt med dine følelser og arbejde med dem eller lære at 'håndtere' dem, hvis du bakser med dette.
Mange mennesker i dagens samfund kan have en tendens til at være meget i hovedet og til tider føle sig lettere dekoblet fra, hvad de egentlig føler eller mærker. Hypnoseterapi skaber et rigtig godt fundament for at arbejde med netop dette.
Måske du føler dig trist eller oplever at have svært ved at være med vrede eller andre følelser. Hypnoseterapien giver mulighed for at arbejde med dette på en nænsom måde, hvor du langsomt vil erfare, at du forstår dine følelser og reaktioner bedre og bedre kan være med dem.
Skyld og skam er eksempler på følelser, som mange kan have svært ved at være med, og som virkelig kan genere os uhensigtsmæssigt.
Skyld relaterer sig til vores handlinger, altså det, vi gør. Den opstår, når vi føler, at vi har gjort noget, der strider imod vores værdier eller andres forventninger. Skyld kan være en naturlig reaktion, der motiverer os til at tage ansvar og rette op på vores fejl. Men hvis skyldfølelsen bliver overvældende eller uforholdsmæssig, kan den begynde at påvirke vores trivsel negativt og føre til konstant selvbebrejdelse.
Skam relaterer sig til den, vi er. Den opstår, når vi føler, at vi som personer ikke er gode nok eller lever op til egne eller andres forventninger. Skam er ofte dybere og kan føre til følelser af uværdighed, isolation og lavt selvværd. Hvor skyld handler om, hvad vi har gjort, handler skam om, hvordan vi ser os selv som mennesker.
Begge følelser er naturlige, men kan blive en hindring for trivsel og selvværd, hvis de får for meget magt. I terapi kan vi arbejde med at forstå og bearbejde skyld og skam for at fremme større selvaccept og følelsesmæssig frihed.